Få din tegning af FN’s Verdensmål på statsministerens julekort

03.10.18

Hver jul sender statsministeren flere hundrede julekort til stats- og regeringschefer, samarbejdspartnere, organisationer og kontakter fra ind- og udland.

Igen i år har du mulighed for at få din tegning på forsiden af statsministerens julekort. I år kan alle børn og unge skildre et eller flere af FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling. Det er frit, om tegningen er tegnet i hånden eller digitalt.

Vinderen af konkurrencen får en rundvisning af statsministeren i Statsministeriet og får sin tegning trykt på forsiden af statsministerens julekort.

For at deltage skal du:

  • Skildre et eller flere af FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling og sende det til [email protected].
  • Vedlægge en kort beskrivelse af, hvorfor du lige netop har tegnet den tegning. Du kan kun deltage med ét bud.
  • Huske at skrive navn, adresse og alder i mailen.

Tegningen må ikke være brugt i andre sammenhænge. Deltagerne i konkurrencen har ansvar for, at tegningen ikke krænker andres ophavsret.

Seneste mulighed for at indsende dit bud er fredag den 26. oktober 2018 kl. 16.00.

***

Med indsendelsen af dit bud gives Statsministeriet lov til at anvende det på statsministerens julekort 2018, som udsendes i trykt form og offentliggøres på internettet.

Ved at indsende dit bud accepteres endvidere, at den indsendte tegning kan benyttes ved omtale af konkurrencen og julekortet på internettet og i pressen samt, hvis de indsendte tegninger på anden måde vises offentligt i forbindelse med konkurrencen.

Herudover accepteres, at du – hvis din tegning udvælges til årets julekort, eller tegningen gøres tilgængelig for offentligheden – vil blive nævnt som skildringens ophavsmand.

***

Yderligere oplysninger:
Ledende pressesekretær Sabrina Drevsfeldt Theil, telefon 33 92 22 62 eller mail [email protected].

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik