Statsministeren deltager i FN’s 73. Generalforsamling

21.09.18

Statsminister Lars Løkke Rasmussen deltager den 23.-26. september i åbningen af FN’s 73. generalforsamling i New York.

Danmark ønsker et stærkt og regelbaseret internationalt system med FN i spidsen, som kan bidrage til løsningen af verdenssamfundets store udfordringer, herunder klimaet, migration, samt opfølgningen på verdensmålene.

***

Knap to år inde i generalsekretær Antonio Guterres embedsperiode, er det afgørende, at de reformer, som har til formål at gøre FN mere effektivt, implementeres.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:

”Med et stærkt FN står vi alle stærkere. Så kan vi tage hånd om de globale udfordringer, som verden står overfor. Klimaet, fattigdom, terror og migration er udfordringer, der ikke respekterer grænser. Ingen lande, uanset størrelse, kan løse de udfordringer alene.
For Danmarks vedkommende er det afgørende, at FN fortsætter med at være en stærk organisation, der er effektiv, legitim og relevant. Derfor støtter Danmark de reformer, som er igangsat af generalsekretæren, så FN tilpasser sig en verden i hastig forandring.”


***

Under sit ophold i New York vil statsministeren deltage i åbningen af FN’s generalforsamling, hvor bl.a. FN’s generalsekretær og USA’s præsident Trump vil tale. Herudover deltager statsministeren i World Economic Forum’s Sustainable Development Impact Summit, der har til formål at støtte op om implementeringen af verdensmålene og Paris-klimaaftalen.


Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:

”Danmark er i førertrøjen, når det gælder konkrete løsninger inden for grøn og bæredygtig vækst. Til oktober samler regeringen store virksomheder, investorer, iværksættere og politikere fra hele verden til klimatopmødet P4G i København. Målet er at kickstarte nye konkrete projekter, der kan bidrage til opnåelsen af Paris-klimaaftalen og implementeringen af verdensmålene.

Danmark er beviset på, at det er muligt at blive grønnere og rigere på samme tid. Vi kan ikke tvinge andre til at handle. Men vi kan gå foran som et godt eksempel og vise, at den grønne omstilling også er en god forretning.”

***


Yderligere oplysninger: Pressesekretær i Statsministeriet Karen Clement, telefon +45 33 92 22 59.


Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik