Statsministeren besøger Kina

26.04.17

Statsminister Lars Løkke Rasmussen tager den 2.-4. maj på officielt besøg i Kina, hvilket er det første officielle besøg siden 2008.

Under besøget vil statsministeren mødes med Kinas præsident Xi Jinping og premierminister Li Keqiang. Her vedtages det første samlede dansk-kinesiske arbejdsprogram, der sætter retningen for et styrket samarbejde for 80 danske og kinesiske myndigheder frem mod 2020.

Statsministeren ledsages af miljø- og fødevareministeren, sundhedsministeren samt en række virksomhedsledere og erhvervsorganisationer, ligesom han vil mødes med lokale erhvervsledere fra danske virksomheder i Kina.

Statsministeren rejser også til Vestkina, hvor han som led i markeringen af 2017 som dansk-kinesisk turismeår vil besøge de to pandaer, der skal udlånes til Københavns Zoologiske Have.

Forud for besøget udtaler statsminister Lars Løkke Rasmussen:

”På trods af en afstand på godt 7.000 kilometer har Kina og Danmark et venskab, der går langt tilbage. Kina er Danmarks største handelspartner i Asien, og vi samarbejder tæt på alle niveauer.

Det nye arbejdsprogram vil styrke vores strategiske partnerskab på en lang række områder, så vi fremover kan sætte flere danske fingeraftryk på udviklingen og reformarbejdet i Kina og samtidig sikre dansk erhvervsliv et bedre fodfæste på det enorme kinesiske marked.

Mange kinesere besøger hvert år Danmark. Men også her er der mere at hente. Derfor vil vi arbejde for at øge antallet af turister mellem vores to lande.”

***

Yderligere oplysninger hos pressesekretær Sabrina Drevsfeldt Theil på tlf. 33 92 22 62.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik